Sjælden gæst i Skagen
Skagen har lige nu besøg af en yderst sjælden gæst. For i går blev et eksemplar af fuglearten cistussanger spottet i feriebyen.
- Det var rigtigt fedt at se den, fortæller en begejsret Rolf Christensen fra Grenen Fuglestation, der spottede fuglen torsdag morgen i Skagen.
Faktisk er den kun set i Danmark seks gange siden 2001, og det er Rolf Christensen, der har spottet den fire ud af de seks gange.
- Det er den mest sjældne fugl, der er i Danmark lige nu, siger Rolf Christensen.
Og den lille fugl er kommet en del på afveje. For normalt hører den til i det nordlige Frankrig, selv om enkelte eksemplarer også findes i Holland, Tyskland og Belgien.
Derfor er der kommet fugleentusiaster hele vejen fra København til Grenen for at se på den sjældne fugl, fortæller Rolf Christensen.
- Og den er her stadig, for jeg har set den her til morgen (fredag red.).
Og hvordan ved man så, om det er en cistussanger eller en lille gråspurv, man har spottet? Jo, cistussangeren kan kendes på dens meget karakteristiske sang, der lyder 'cit, cit, cit'.