Tre nødstedte sejlere reddet i land
Lørdag var Sæby Redningsstation i aktion efter de havde fået en melding om, at en gummibåd med to børn og tre voksne var i nød mellem Sæby og Frederikshavn.
Gummibåden var sejlet ud i fralandsvind, og derfor tog Sæby Redningsstation ingen chancer. Og klokken 18.10 - ti minutter efter de havde fået meldingen - var de fremme ved gummibåden.
Her kunne de konstatere, at der var tale om en voksen og to børn, der var sejlet ud i gummibåden. De blev taget med, blev pakket ind i varme tæpper og de to børn, der var blevet lidt rystede af oplevelsen, fik en redningsbamse.
De tre nødstedte sejlere blev taget med til havnen i Sæby, hvor de fik lov at sunde sig, inden de blev kørt til deres bil.