12 personer impliceret i uheld – skabte store trafikale udfordringer
Fredag middag kørte tre biler sammen i et harmonikasammenstød.
Nordjyllands Politi måtte fredag middag hjælpe med at lede trafikken forbi et større uheld i krydset mellem Tuenvej og Skagensvej.
Tre personbiler var kørt sammen i et trebenet kryds. Endnu er det uvist, hvad årsagen til ulykken var, men vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup, fortæller, at der var sket et harmonikasammenstød.
I de tre biler var der i alt 12 personer, men de første meldinger er, at ingen umiddelbart er kommet til skade i forbindelse med den store ulykke.
Ved middagstid fredag skabte uheldet store trafikale udfordringer, og bilister blev opfordret til at finde alternative ruter. Fredag eftermiddag er Nordjyllands Politi stadig til stede ved uheldsstedet, men uheldet skulle ikke længere give trafikale udfordringer.