35-årig dømt for at bide to stykker af kvindes ansigt af
En 35-årig mand er mandag blevet idømt et års fængsel ved Retten i Hjørring for blandt andet at have bidt en kvinde i ansigtet to gange.
Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Marie Klingenberg.
Manden havde bidt to stykker af kvindens ansigt af omkring munden tilbage i juni i år i Frederikshavn, hvor de to på daværende tidspunkt var i et kærestelignende forhold. Herefter han blev anholdt og varetægtsfængslet.
Den 35-årige var desuden sigtet for tilbage i august 2023, at nikke en anden beboer på et forsorgshjem en skalle og slå ham i hovedet fire gange, mens han lå ned.
Det var for begge forholdene, at manden blev idømt et års fængsel.
Manden modtog dommen, og han sidder fortsat varetægtsfængslet, indtil han kan påbegynde sin straf.
- Straffen afspejler meget godt, at det er en form for vold, som samfundet ser meget alvorligt på, afslutter anklageren.