Drilsk brand slukket: Nu er brandårsagen fundet
Mandag eftermiddag indløb en meldingen til Nordjyllands Beredskab om brand hos affaldsselskabet Nordværk i Hjørring Erhvervspark.
Det skulle i løbet af aftenen vise sig at være en drilsk brand. Fordi det ligesom ved branden på Børsen brændte under en del af taget, hvor der er metalplader. Det betød, at dele af ilden ikke var synlig for brandfolkene.
Seneste melding fra beredskabet mandag aften 19.30 var, at ilden igen var blusset op.
Tirsdag morgen kan indsatsleder Dennis Møller Hovn dog fortælle, at der kort tid efter opblusningen var helt styr på branden, og at beredskabet forlod stedet omkring klokken 21.
Derefter tog skadeservice over.
- Vi lavede en aftale med dem om, at de skulle være obs på, om der skete opblusninger, efter branden var slukket. Men der har ikke været noget siden den ved 19-tiden, som vi hurtigt fik kontrol over, siger Dennis Møller Hovn.
Indsatslederen fortæller, at tagkonstruktionen er brændt, mens nogle ovenlys vinduer er smeltet.
- Der har ikke været ild inde i industrien, men meget røg. Derfor var det vigtigt, at skadeservice fik tjekket og rengjort elektronikken derinde, siger Dennis Møller Hovn.
Allerede klokken 20 mandag aften kunne affaldsselskabet starte deres kedel op igen, og ifølge indsatslederen er der ikke noget brandteknisk i vejen for, at selskabet kan køre som normalt tirsdag.
Nordjyllands Politi har tirsdag slået fast, at det var noget helt nylagt tagpap, der var årsag til branden. Tagpap skal brændes på, og efter man har forladt det, er nogle gløder under blusset op.