Gang i svingdøren: Topscorer solgt for rekordbeløb - to andre med udløb
I flere dage har det været oppe over, og nu er det blevet officielt.
Vendsyssel FF-profilen Carl Lange er blevet solgt til norske Vålerenga. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Her fremgår det også, at Carl Lange er solgt for et rekordbeløb af klubben, hvor han i denne sæson er klubbens topscorer. Han kom til klubben i sommeren 2022 fra FC Helsingør.
- Carl har igennem sæsonen været en markant profil for os, hvor han har bidraget med mange stærke præstationer som også har udmøntet i et flot antal målinvolveringer for os, siger sportsdirektør Christian Larsen og fortsætter:
- Derfor er det helt naturligt, at Carl gennem længere tid har tiltrukket sig megen interesse fra både ind og udland, hvorfor vi er glade for, at det nu er endt ud med et rekordsalg for os og en rigtig fed mulighed for Carl.
På samme tidspunkt har lokalrivalen AaB meldt ud, at klubben siger farvel til Richard Odada og Emmanuel Toku.
De to spillere har været på lejeaftaler i AaB, men ingen af dem har overbevist klubben til at forsøge at beholde dem, når det i næste sæson bliver Superliga.