Mand varetægtsfængslet i fire uger for trusler med jagtgevær
En mand er netop blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring for trusler på livet mod en kvinde i Brovst.
Ifølge sigtelsen truede manden 5. juli før midnat en kvinde på livet, da han sigtede på hende med et medbragt jagtgevær.
I 30 sekunder rettede han ifølge sigtelsen våbnet mod kvinden samtidigt med, at han tog ladegreb på våbnet.
I følge sigtelsen var det for at fremkalde alvorlig frygt for kvindens liv og helbred.
Derudover er manden sigtet for under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet, båret og anvendt et skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted.
Manden blev i går anholdt i Brovst, og han nægter sig skyldig i begge forhold.
Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger.