Ny chef til gigant-virksomheds nordjyske fabrik
Novo Nordisk ansætter Morten Juul-Olsen, som ny fabrikschef i Hjørring. Det offentliggør man tirsdag i en pressemeddelelse.
Han skal stå i spidsen for at sikre den interne produktion af penkanyler, der pakkes i æsker med Novo Nordisks nyeste lægemidler inden for diabetes og overvægt.
- Jeg er meget stolt og ydmyg over at blive tiltroet jobbet som fabrikschef for Novo Nordisk i Hjørring, og jeg glæder mig til fortsat at være en del af den spændende udvikling, som fabrikken oplever i øjeblikket, siger Morten Juul-Olsen.
Morten Juul-Olsen er ikke et nyt ansigt ved Novo Nordisk i Hjørring. Her har han nemlig været ansat siden 2011 i forskellige lederstillinger.
Morten Juul-Olsen overtager posten efter Morten Keller Caspersen, der efter 17 år fortsætter sin karriere ved Novo Nordisk som chef for det område, der er ansvarlig for Novo Nordisks eksterne kontraktproducenter af pendevices og -kanyler.
Privat er Morten Juul-Olsen opvokset i Thisted, men flyttede til Hjørring i 2006, hvor han fortsat er bosat.