Varer med salmonella solgt på nordjysk marked
Mens Hjallerup Marked skydes i gang i dag torsdag, så er der landet en hel anden nyhed omkring Sindal Marked.
Fødevarestyrelsen er nemlig ude og advarer mod to forskellige produkter, som blandt andet er solgt på det nordjyske marked, der blev holdt omkring Kristi Himmelfart.
Der er nemlig fundet salmonella i de to forskellige slags tørrede ramsløg, som virksomhederne Hr. Skov Engro og SarTorvet.com har solgt.
Det oplyser Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.
Det drejer sig om Hr. Skov Blåvand Ramsløgsalt og Nøddebutikken Ramsløg, tørret, i poser.
Symptomerne på infektion med Salmonella er diarré, mavesmerter, feber, hovedpine og eventuelt kvalme og opkast. Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger.
Fødevarestyrelsen råder derfor forbrugerne til at levere produkterne tilbage til butikken, hvor det er købt, eller til at kassere dem.
Samtidig skriver man, at man bør kontakte egen læge, hvis der opleves symptomer i forbindelse med indtag af produkterne.
Produkterne er udover Sindal marked også solgt på Roskilde Kræmmermarked og Bellahøjmarked.