Vendsyssel FF henter sen sejr på Nord Energi Arena
Vendsyssel FF spillede sig onsdag aften op i den øverste halvdel af NordicBet Ligaen, da Kolding IF blev sendt hjem med 2-1 i bagagen.
Nordjyderne bragte sig foran med 1-0, da Oscar Buch sendte bolden i mål efter 11 minutter.
Føringen holdt i en times tid, inden gæsternes indskiftede Thomas Mikkelsen scorede til 1-1 et kvarter før tid.
Men de fremmødte på Nord Energi Arena fik igen noget at glæde sig over, da Vendsyssels Ayo Simon Okoson fra 11-meter-pletten gjorde 2-1 til kampens slutresultat.
Med sejren rykker Vendsyssel FF op på en sjetteplads i NordicBet Ligaen.