19-årig ejer mest jord i Nordjylland - nu køber han nyt landbrug
Han er kun 19 år, men ejer ca. 27 kvadratkilometer landbrugsjord - svarende til over 4.000 fodboldbaner.
Holger Christian Skeel blev den største jordbesidder i Nordjylland, da han for nylig overtog ejerskabet af Birkelse Gods og Birkelse Gods Komplementaranpartsselskab.
Den unge nordjyde har nemlig adelige aner. Skeel-familien har ejet Birkelse Hovedgård siden 1600-tallet, og hans far Jørgen Christian Skeel har tætte forbindelser til Kongehuset, hvor han både er hofjægermester og kammerherre.
Men Skeel-familien er langt fra færdige med at opkøbe ejendomme.
Nu har den 19-årige godsejer Holger Christian Skeel nemlig opkøbt et stort landbrug nær Aabybro for 31 millioner kroner. Landbruget har omkring 500 malkekvæg og er blandt egnens største ejendomme.
Ifølge Tinglysningen er handlen tinglyst den 12. marts.
Landbruget tilføjer 94 hektar jord til samlingen på ca. 2.700 hektarer. Det meste af jorden ligger i Jammerbugt Kommune, men godset har også jord længere oppe i Vendsyssel.
Den unge godsejer har derfor ejerskab over et af landets største landbrug med en egenkapital på lidt over 150 millioner kroner.