Bil kørt i grøft med iskoldt vand - to personer reddet ud
Mandag eftermiddag endte to personer med deres Ford Ka i en grøft i Aabybro, hvor de sad i en meters iskoldt vand.
Det fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Thomas Dybro samt vagtchef ved Nordjyllands Politi Morten Axelsen.
- Bilen var næsten på hovedet, og der var omkring en meter vand inde i bilen. Derfor var der også en paramediciner på stedet, som snakkede med personerne, mens de var i bilen, forklarer indsatsleder Thomas Dybro.
- Der var sendt to ambulancer afsted, som forberedte sig på at behandle for hypotermi, men heldigvis lyder meldingen på, at der ikke er nogen tilskadekomst, og de to personer blev tilset i ambulancerne, forklarer vagtchef Morten Axelsen.
I skrivende stund ved vagtchefen dog ikke meget mere om uheldet eller personernes køn og alder.
- Dog tyder det på, at det var et solouheld, der er i hvert i fald ikke melding om andet, afslutter vagtchefen.
Nordjyllands Politi er i øjeblikket til stede på adressen, mens Nordjyllands Beredskab er kørt derfra.