Kort Nyt

Borgmesterkandidat trækker sig og forlader partiet, fordi Mogens Gade genopstiller

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mogens Gade (V) stopper som borgmester i Jammerbugt Kommune ved kommunalvalget i 2025, men han opstiller stadig til kommunalvalget i håbet om en plads i byrådet.

Det tager en af Venstres to borgmesterkandidater nu konsekvensen af.

- Jeg har ønsket at stille mig i spidsen for Venstre med udgangspunkt i og med ønsket om fornyelse. Jeg har respekt for det arbejde, som Mogens Gade har udført for Jammerbugt Kommune, men jeg mener samtidig at tidspunktet for, at han stopper senest med udgangen af denne valgperiode er det rigtige, indleder Michael Krogsgaard (V).

- Mogens Gade har dog meddelt, at han genopstiller for Venstre Jammerbugt til valget i 2025. Den beslutning kan jeg ikke bakke op om. Mogens Gade har haft sin tid, og jeg ønsker ikke at være borgmesterkandidat for Venstre på dette grundlag. 

Michael Krogsgaard meddelte i januar, at han ville være Venstres nye spidskandidat i kommunen og dermed borgmesterkandidat. Det samme gjorde kollegaen i byrådsgruppen, Niels Christian Hem. Men nu er  Niels Christian Hem altså eneste Venstre-kandidat til at overtage Mogens Gades position efter kommunalvalget.

Michael Krogsgaard understreger overfor TV2 Nord, at der ikke har været splid mellem ham og Mogens Gade.

Bliver løsgænger

Foruden at trække sig som borgmesterkandidat har Michael Krogsgaard også valgt at melde sig ud af partiet Venstre, hvorfor han fremover er løsgænger.

- Jeg har fortsat mange politiske visioner for udviklingen af Jammerbugt Kommune, som jeg vil arbejde for at realisere i godt samarbejde med den øvrige kommunalbestyrelse og vores dygtige medarbejdere, lyder det fra Michael Krogsgaard. 

- Jammerbugt Kommune skal fortsat være en god kommune at bo, leve, arbejde og drive virksomhed i. Der er brug for helt nye øjne i det politiske arbejde og det daglige arbejde i direktionen og administrationen. 

Michael Krogsgaard er formand for Teknik- og Miljøudvalget, og den post fortsætter han gerne med at varetage, hvis de politiske kollegaer ønsker det. 

Venstre i Jammerbugt Kommune skal vælge nu spidskandidat tirsdag 16. april, og Niels Christian Hem er altså eneste kandidat.

Ung målhelt sikrer igen AaB point i dramatisk kamp

Unge Mads Bomholt blev endnu en gang den store helt for AaB, da han fredag sikrede klubben et point ude mod Vejle BK, efter man havde været bagud med både 2-0 og 2-1.

Det var gæsterne fra Nordjylland, der kom frem til de største chancer i kampens første halve time, alligevel var det hjemmeholdet, der kunne juble, da Richard Jensen bankede dem foran med 1-0.

Og nordjydernes uheld fulgte dem ind i anden halvleg, hvor Dimitrios Emmanouilidis bragte hjemmeholdet foran med 2-0.

Kort tid efter lykkedes det dog Oliver Ross, at sende gæsterne på 1-2 med et lang skud.

Unge Mads Bomholt formåede at gøre, som han gjorde mod Lyngby hjemme, da han fik udlignet til 2-2 med cirka 10 minutter tilbage af kampen.

Det blev nogle nervepirrende sidste minutter af opgøret, hvor der var tænding både udenfor og inde på banen. Et annulleret Vejle-mål fik gang i tribunerne, og en kæmpe redning af Vincent Muller til i det sidste minut sikrede nordjyderne det ene point.

Overtidsmål sikrede Vendsyssel FF point

Det lignede endnu en nedtur for Vendsyssel FF men et mål i overtiden sikrede vendelboerne et point ude mod Hillerød.

Hjemmeholdet fik bragt sig hurtigt foran med 1-0, da Markus Bay sendte bolden i nettet efter otte minutter. Selvsamme fik også bragt hjemmeholdet yderligere foran med 2-0 efter 33 minutter.

Dog lykkedes det Shanyder Borgelin at få reduceret til 1-2 blot to minutter efter.

Anden halvleg lignede en målløs en af slagsen. Man skulle nemlig fem minutter ind i overtiden, før det lykkedes Lasse Schulz at få udlignet til 2-2, og dermed sikre vendelboerne et point.

Målfest sikrede Hobro-sejr

Selvom det var gæsterne fra Roskilde, der fik bragt sig foran med 1-0 efter små seks minutter, så var det altså Hobro IK, der trak det længste strå.

Et hurtigt mål af Frederik Dietz fik nemlig hobrogenserne tilbage i kampen og på 1-1.

I anden halvleg fulgte holdkammeraterne trop, og fik scorede til både 2-1, 3-1 og 4-1, hvilket blev kampens endelige resultat.

Målene blev scoret af Søren Andreasen, Villads Rasmussen og Jesper Cornelius.

Kæmpe kø efter uheld i Limfjordstunnelen

Klokken 13.21 måtte Nordjyllands politi spærre to spor i Limfjordstunnelen i nordgående retning, efter der var sket et færdselsuheld.

- Det var to biler, som var kørt sammen, og det var heldigvis ikke noget alvorligt, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus.

Derfor var kun det højre spor farbart for en stund, og det gav hurtigt anledning til kø. I forbindelse med uheldet meldte Vejdirektoratet hurtigt om kø fra T.H. Sauersvej og frem mod uheldet, hvilket forløb ud mod eftermiddagen.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord