Kort Nyt

Danmarksrekord i traner ved Vejlerne

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er sat ny dansk rekord i antallet af overnattende traner på samme sted.

Mandag aften talte biolog og fugletæller Lars Maltha Rasmussen og en kollega godt 700 traner, der overnattede på Vejlerne mellem Fjerritslev og Thisted.

- Det var en fantastisk oplevelse. Det var en rigtig flot oplevelse. Nogle gange så fløj nogle af dem op, fordi der kom en havørn forbi, der var hundredvis af gæs og hjejler på marken. Meget flot at opleve, siger han.

I forgårs var biologen nemlig nede for at nyde solopgangen ved Kraptårnet ved Vejlerne, og så væltede det ind med eksemplarer af den store fugl..

- Der stod allerede nogle traner, da vi kom, og i løbet af den time der gik inden solen gik ned, så kom der endnu flere traner. Vi talte lige godt og vel 700 traner, og det er simpelthen en ny Danmarksrekord. Vi har aldrig talt så mange traner på en overnatningsplads før, lyder det begejstret fra biologen.

Der er over 1000 ynglende tranepar i Danmark, og den største koloni findes i Vejlerne. Men derudover findes der også store kolonier ved Vadehavet og på Randbøl Hede syd for Billund.

Bestanden af traner har været støt stigende i en årrække nu. Da Lars Maltha Rasmussen for år tilbage startede med at se på fugle, var der ingen traner. Måske var der enkelte par, der gemte sig hemmelige steder i Nordjylland.

Men nu er den tilbage som yngefugl over hele landet, lyder det fra biologen.

- De er kommet tilbage, fordi man i mange år har haft jagtfred, og jagtbestemmelserne også er blevet overholdt. Tranerne føler sig sikre, og faktisk viser det sig, at der er et stort fødegrundlag for dem. De overnatter herude på engen, hvor det er sikkert for dem. Der er ingen jagt herude, og hvis der kommer en ræv og sjapper igennem vandet, så kan de opdage den længe inden, det bliver et problem.

Sejrsstime fortsætter for nordjysk klub

Frederikshavn White Hawks er inde i en vaskeægte sejrsstime.

klubben har nemlig vundet sine sjette kampe i streg tirsdag, hvilket kommer, efter man tabte hele fem kampe i streg.

Klubben tog i mod Herlev Eagles hjemme, og det lykkedes altså nordjyderne at vinde kampen med 6-1.

Det var Gorm Topholt der bragte frederikshavnerne foran med 1-0 i første periode, hvorefter Christopher Frederiksen fulgte trop og sendte hjemmeholdet på 2-0.

I tredje halvleg fik Jesper Thornberg efter blot 43 sekunder udbygget føringen til 3-0, og små to minutter efter gjorde Jacob Moller Jensen det til 4-0.

Gæsterne fik dog kort efter reduceret til 4-1, men det lykkedes hjemmeholdet at bringe siger yderligere foran med både 5-1 og 6-1. Det var de to navnebrødre Thomas Søndergaard og Thomas Spelling, der sendte pucken i nettet.

Dermed tog Frederikshavn White Hawks sejren til sidst.

Nordjyske kvinder hyldes i historisk maleri i Folketinget

Et nyt maleri af 30 vigtige kvinder i politik pryder nu væggen i Samtaleværelset, som er et af de mest besøgte rum i Folketinget.

Maleriet fortæller historien om det danske folkestyres udvikling fra enevælde til demokrati. Fremover kommer fortællingen nu også til at handle om kvindelige politikeres betydning for folkestyret med tilføjelsen af maleriet.

På maleriet er der hele fire nordjyske eller nordjysk valgte politikere; Lene Espersen, Eva Gredal, den nuværende statsminister Mette Frederiksen og Marianne Jelved, der dog ikke født i Nordjylland, men som altid er valgt ind i en nordjysk kreds.  

Det er billedkunstner Mie Mørkeberg, der har skabt et maleri af 30 vigtige kvinder i politik siden 1915, hvor danske kvinder fik stemmeret og ret til at stille op til valg.

Det nye maleri hænger over for Herman Vedels berømte maleri af 30 mænd, der forbereder grundlovsændringen i 1915.

'Hensigten er at skabe en kunstnerisk dialog mellem de to portrætter, hvor gruppeportrættet af de 30 vigtige kvinder i politik kan ses som et svar på, hvad der også kom ud af 1915-grundloven.' Sådan skriver Folketinget selv.

Kommune åbner op om inhabilitet

Det skal være mere tydeligt, når Aalborg Kommunes politikere ikke kan behandle et udvalgspunkt, hvis de er inhabile.

Det mener i hvert fald økonomi- og erhvervsudvalget, der har valgt at kigge på Aalborg Kommunes praksis, hvis et medlem af et stående udvalg eller i byrådet er inhabil ved behandlingen af en sag.

For som det er i dag, fremgår det ikke eksplicit, hvis et stående udvalgsmedlem er inhabilt, når et udvalgspunkt skal behandles. I de tilfælde vil det nemlig fremgå, at udvalgs- eller byrådsmedlemmet 'ikke deltog ved sagens behandling', hvis medlemmet har en direkte og individuel, personlig eller økonomisk interesse i udfaldet af en foreliggende sag.

Men med forslaget vil det i stedet fremgå, at medlemmet 'forlod mødet under behandling af punktet på grund af inhabilitet'.

Det sker fordi økonomiudvalget vurderer, at politikernes inhabilitet med fordel kan tydeliggøres under hensynet til mere åbenhed i forhold til offentligheden.

Ny pris hylder ildsjæle i idrætslivet

Vi kender nok alle sammen sådan en. En rigtig ildsjæl.

Sådan en, der altid arbejder hårdt for at yde noget ekstra for de lokale idrætsforeninger og for fællesskabet.

Og netop de personer fortjener at blive hyldet. Det mener SIFA og Sparekassen Danmark.

De har derfor stiftet en særlig ildsjælepris. Den skal gives til en person, der i sin idrætsforening har gjort en særlig indsats for at skabe og udvikle et attraktivt miljø.

Frem til 30. november 2024 kan alle indstille en eller flere kandidater til prisen.

Vinderen vil blive præsenteret tirsdag 31. december 2024 foran rådhuset på Gammel Torv i Aalborg.

Ung AaB'er efterudtaget til landsholdet

Den 20-årige AaB'er Oliver Ross tilslutter sig Mads Bomholt og Kasper Davidsen på det danske U/20-landshold, efter han er blevet efterudtaget til holdet, der onsdag rejser til Marbella i Spanien.

Her skal de tre AaB'ere sammen med de andre ungdomslandsholdsspillere møde Frankrig og Sydkorea i to testkampe.

Det skriver AaB på sin hjemmeside.

Oliver Ross er i forvejen noteret for 23 ungdomslandskampe for Danmark, og den seneste var en U/20-landskamp mod Portugal tilbage i marts.