Maskinværksted er brændt ned
En brand i et maskinværksted er ved at være tæmmet.
På Kirkedalsvej nær Haverslev i Fjerritslev Kommune er en brand i et maskinværksted, nærmere betegnet Kirkedal Smede- og Maskinforretning, netop slukket efter en længere brandaktion.
To af maskinværkstedets bygninger er nu brændt ned, mens stuehuset nåede at blive reddet og er sluppet med en røgskade.
Og det var en heftig brand, de mellem 20 og 30 brandmænd troppede op til på Kirkedalsvej.
- Det var kraftige flammer med sort, tyk røg og der har været utrolig meget røgudvikling herude, siger indsatsleder Per Hansen.
Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget branden.