Nu reguleres der måger igen
Efter flere henvendelser har Jammerbugt Kommune nu igen valgt at regulere mågeunger.
I denne måned vil der i Aabybro højst sandsynligt kunne høres skud i ny og næ.
Jammerbugt Kommune har nemlig, ligesom sidste sommer, besluttet at sætte ind mod sølvmågeunger.
- De gamle måger er blevet noget aggressive, siger Steen Nielsen, der er afdelingsleder ved Vej og Park i Jammerbugt Kommune.
- Deres unger er ikke helt flyvefærdige, men nogle af dem prøver at flyve, og så falder de ned på jorden, og kommer man så for tæt på dem, bliver de gamle måger aggressive, siger han.
Det er i alt tre jægere, der er blevet sat på sagen om at regulere sølvmåger frem til 31. august. Det vil kun være ungerne, der bliver reguleret, idet tilladelsen kun gælder disse.
Det bliver ved Aabybro Skole og DGI-huset i Aabybro, der vil kunne høres skud. Steen Nielsen mener derfor ikke, man skal blive alt for forskrækket, hvis lyden opstår.
- Det er bare jægere, der lister rundt, siger han.
De tre jægere har tilladelse til at regulere måger fra solopgang til solnedgang på alle ugens syv dage måneden ud.
Reguleringen foretages af jægere fra Aaby Sogns Jagtforening. Jægerne er ifølge kommunen alle godkendte som reguleringsjægere i Danmarks Jægerforbund og vil i forbindelse med reguleringen bære gul vest med 'Reguleringsjæger' som påtrykt tekst på ryggen.