Nyt naturprojekt går i gang
Større områder med træer, der ikke naturligt hører til i klitplantagen i Svinkløv skal fjernes for at gøre plads til andre træer, buskarter og mere liv i skovbunden.
Det er en del af planen fra Naturstyrelsen, der skal give truede og sjældne arter bedre vilkår i de urørte skove.
Skagen Plantage skal også genoprettes for at skabe bedre levevilkår for dyr og planter. Og nu er planen klar til at blive ført ud i livet.
- Det er snart længe siden, at politikerne har besluttet, at skovene skulle være urørte og disse forvaltningsplaner er derfor noget, vi har set frem til at kunne gennemføre, siger kontorchef Mads Jensen fra Naturstyrelsen.
Naturprojekterne ved Skagen og Svinkløv er en del af Naturstyrelsens forvaltningsplaner, hvor 22 urørte statsskove skal genoprettes for at fremme biodiversiteten.
Fra arbejdet går i gang, kan naturgenopretningen tage op til seks år i en urørt løvskov og op til 25 år i en urørt nåleskov.