53-årig sigtet for at smadre biler
Ruder blev smadret i to parkerede biler.
En 53-årig mand fra Nørager blev anholdt natten til mandag efter at have udøvet hærværk mod to biler på Viborggyde i Hobro.
En patrulje blev kaldt til stedet, hvor gerningsmanden havde været på spil i tidsrummet mellem klokken 00.30 og 01.40.
Manden havde smadret flere ruder i de to biler, ødelagt radioen i en af bilerne samt flere dørhåndtag.
Den 53-årige mand er løsladt igen efter at være blevet afhørt. Han er sigtet for groft hærværk, oplyser politikommissær Lars Rosenvinge fra Nordjyllands Politi.
Det er uvist, hvad gerningsmandens motiv var.