Kort Nyt

Ekspert - bekymrende forhold på botilbud

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er bekymrende forhold, som de pårørende beskriver på Region Nordjyllands mest specialiserede botilbud, Sødisbakke.

Sådan lyder det fra lektor og forsker i socialret ved Aarhus Universitet, Eva Nauer.

Pårørenderådet for afdelingerne Skovbo og Kuben har nemlig sendt et bekymringsbrev til regionens poltikere. I brevet giver de pårørende udtryk for, at de frygter for deres voksne børns liv og livskvalitet.

Det handler især om det de oplever som afspecialisering, hvor faglært arbejdskraft bliver erstattet med ufaglært arbejdskraft. Seneste opgørelse fra de to afdelinger viser, at ni ud ti nyansættelser, var ufaglærte.

Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

Og det er et stort problem, når man skal arbejde med mennesker, der ikke har noget sprog.

- Den her persongruppe er særligt sårbar overfor udskiftninger og mangel på relationer. Vi har jo med mennesker at gøre, der ikke har de samme kognitive funktioner som du og jeg. Hvis der kommer nye folk hele tiden, så kan man ikke yde den pædagogiske indsats, der skal til for at udvikle deres kompetencer, som serviceloven foreskriver.

Og kritikken kommer ikke kun fra de pårørende. Socialtilsynet har de seneste tre år kritiseret forhold på de to afdelinger.

Og i deres seneste tilsynsrapport kommer de med en skarp kritik af både den høje personalegennemstrømning og brug af vikarer, men også »at tilbuddet ikke ledes kompetent, og at den daglige drift ikke varetages kompetent.«

Derfor mener Eva Nauer, at regionen straks må tage affære, når der kommer en sådan kritik.

- Jeg forventer naturligvis, at regionspolitikerne straks forholder sig til den kritik og finder ud af, hvordan man kan opkvalificere fagligheden ved ledelsen.

- Men det er jo regionen, der har ansvaret i at sørge for, at tilbuddet har den kvalitet, man kan forvente af den. Og hvis ikke de kan garantere det, så må de lade være med at udbyde de her pladser, siger Eva Nauer.

Ved du noget om sagen?

Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.

Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.

Hadsund-firma solgt for trecifret millionbeløb

Gulvvirksomheden Timberman, som har hovedsæde i Hadsund, er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned.

Ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør i Timberman, ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Læs mere herunder:

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.

Nyt offensivt blod til AaB

AaB har onsdag offentliggjort tilgangen af den norske midtbanespiller Isak Hansen-Aarøen.

Den 20-årige nordmand har flere ungdomslandskampe på sit CV, samt en fortid hos Manchester United.

Den unge nordmand er hentet ind på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Læs mere om den norske tilgang herunder.

Gerningsmænd på rov

Virksomheden Hobro Rustfri Procesteknik ved Sønder Onsild mødte ind til lidt af et træls syn mandag morgen.

Der havde nemlig været uventet besøg i weekenden, hvor flere gerningsmænd havde haft lange fingre.

I lørdags mellem 20.40 og 23.50 blev der stjålet metalskrot og fire rustfri metalbjælker fra lageret.

Lokalpolitiet Himmerland oplyser, at der er videoovervågning fra stedet, hvor man kan se flere varebiler og gerningsmænd. Politiet forsøger på baggrund af videomaterialet at finde gerningsmændene.