Nordjyllands Politi efterforsker 'alvorlig' voldtægtssag
Natten til søndag har Nordjyllands Politi fået en anmeldelse om en voldtægt, der skulle være begået i Hobro.
Anmeldelsen kom omkring klokken 04:00 søndag morgen, bekræfter Mikkel Brügmann, der er politikommissær hos Nordjyllands Politi.
- Det er en alvorlig sag.
- Vi har arbejdet med det i går (søndag, red.), og det førte til anholdelse af en mand, som så er blevet løsladt igen efterfølgende, siger Mikkel Brügmann.
Manden, som er i 40'erne, er stadig sigtet for voldtægt, mens Nordjyllands Politi fortsat efterforsker videre i sagen.
- Hvis vi fremstiller folk i grundlovsforhør, skal der en meget stærk mistanke til, og den var ikke opbygget, siger Mikkel Brügmann om løsladelsen.
Den forurettede kvinde er i 30'erne, og hende og den sigtede mand har ifølge politikommissæren et kendskab til hinanden i forvejen.
- Nu fortsætter vi både med afhøringer og med tekniske efterforskningsskridt, siger Mikkel Brügmann.