Nyt uddannelsestilbud skal forberede fremtidens arbejdskraft
Økonomien omkring SOSU-elevområdet er sikret i Mariagerfjord Kommune, hvorfor der nu etableres et hovedforløb efter længere tids samarbejde mellem kommunen og SOSU Nord.
Det skriver Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.
Fra juni 2024 vil elever kunne tage hele social- og sundhedshjælperuddannelsen i Hobro. Lige nu kan man tage grundforløb 1 og 2 i Hobro, mens hovedforløbet skal tages i Aalborg.
- Jeg er meget glad for, at vi trods en vanskelig og økonomisk presset tid kan lykkes med vores politiske målsætning om yderligere velfærdsuddannelse i Hobro, siger Jan Andersen, der er formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune.
- Valget om at oprette et hovedforløb i Hobro er en investering i fremtidens arbejdskraft, og vi glæder os til at udvide vores nuværende rammer på Kirketoften, tilføjer direktør hos SOSU Nord, Lene Kvist.
- Der er ingen tvivl om at nærhed til uddannelsen gør det til et attraktivt valg for mange potentielle elever. Det gør det nemmere praktisk for vores elever.
Demografien i ældreplejen i Mariagerfjord Kommune er lige nu sådan, at cirka 25 procent er omkring 60 år eller ældre. Derfor kan der snart være brug for nye varme hænder til at tage over.