Det har været en skelsættende dag i Aalborg Håndbold, efter det søndag blev annonceret, at Maik Machulla er fortid som cheftræner efter svingende resultater.
Trænerfyringen fyldte derfor også meget hos Aalborg-spillerne op til kampstart.
- Forberedelsen har selvfølgelig været lidt anderledes. Det har været underligt at være en del af, men når kampen gik i gang, så var den kamp ligesom så mange andre upåagtet af, hvad der skete tidligere, sagde Aalborg-spilleren Buster Juul til TV2 Sport.
Men det var på mange måder et omtumlet Aalborg-mandskab, der søndag aften tog til Grindsted, hvor de skulle møde ligaens absolutte bundprop. Et hold, der har tabt alle kampe i sæsonen.
Det var ikke til at se, da stjernerne fra Aalborg tog hul på kampen. Aalborg var gennem hele første halvleg et mål foran, men kunne ikke trække fra bundholdet fra Grindsted.
Derfor kunne aalborgenserne "kun" gå til pause med en smal føring på 17-19.
Grindsted holdt fuld kontakt til Aalborg et godt stykke inden anden halvleg, inden Aalborg trak en smule fra bundholdet. Ikke mindst på grund af stærke individuelle præstationer fra Thomas Arnoldsen, Niklas Landin og Jack Thurin.
Uden på nogen måde at imponere trak Aalborg en sejr i hus på 33-36.
Hør Aalborg-direktør, Jan Larsens, forklaring på den overraskende trænerfyring: