Kort Nyt

Bor du hér, er der stor chance for hvid jul

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvis man satser på at kunne kigge ud på et snelandskab på juleaftensdag, skal man være glad for at bo i Nordjylland. 

Nordjylland er nemlig den absolutte topscorer, når det kommer til chancerne for hvid jul. Det skriver TV 2 Vejret.

Siden 1995 har der i 13 procent af årene været hvid jul i Nordjylland. Det er over dobbelt så ofte som på Fyn og Vestsjælland.

Og hvis man dykker endnu længere ned i tallene, så kan aalborgenserne historisk set godt have høje forventninger til juleaftensdag. 

Det er nemlig 30 procent af årene eller næsten hvert tredje år siden 1953, at Aalborg har været pyntet af et hvidt snedække på juleaftensdag.

Mens der i starten af december lå store mængder sne på tværs af landsdelen, har varmen efterhånden gjort markerne grønne. 

I weekenden venter der endda op til 10 graders varme, men TV2 Vejrets hvidjulsbarometer, der spår om chancerne for landsdækkende jul, ligger stadig på ni procent.

Det gør det, fordi der i langtidsprognoserne er udsigt til koldere luft, når vi nærmer os den 24. december.

Senest der var landsdækkende hvid jul var i 2010. 

For at få landsdækkende hvid jul skal der om eftermiddagen juleaftensdag ligge mindst 0,5 centimeter sne i 90 procent af landet.

Tyv begik indbrud - og efterlod en bøde

Det kræver en vis frækhed, at bryde ind i et hus. Men det kræver nok en overordentligt stor portion af det, hvis man regner med, at dem man begår indbrud hos, agter at betale ens bøde.

Om det er, hvad en indbrudstyv i Aalborg har tænkt, er uvist.

Ikke desto mindre har tyven efterladt en bøde, da vedkommende begik indbrud i et hus på Lektorvej.

Tyven er kommet ind af en hoveddør i et hus, der er ved at blive renoveret, og har stjålet både madvarer, tøj og værktøj, inden vedkommende forlod stedet igen.

Men på stedet blev der i hvert fald efterfølgende fundet en bøde, der muligvis tilhører tyven, skriver politiet i deres døgnrapport.

AaB forlænger aftale med målmand

Målmanden Rody de Boer har fået forlænget sin kontrakt med AaB.

Den 27-årige målmand kom til klubben for halvandet år siden og skal nu altså være der frem til sommeren 2027.

- Vi er glade for at have Rody de Boer tilknyttet vores målmandsteam, hvor han bidrager med konkurrence, god mentalitet og et fantastisk humør, hvilket har stor værdi for truppen, og derfor er vi meget tilfredse med, at en forlængelse er på plads, siger James Gow, AaB's sportesdirektør i en pressemeddelelse på AaB's hjemmeside.

Træt indbrudstyv faldt i søvn på gerningsstedet

Torsdag morgen da en kom hjem til sit hus på Vedstedvej i Aalborg Øst, blev han mødt af et helt specielt syn.

En indbrudstyv lå nemlig og sov i husets tilhørende garage, og derfor skyndte beboeren sig at ringe til politiet, der rykkede ud til stedet med det samme.

Tyven blev anholdt på adressen og sigtet for at begå indbrud.

Han havde ifølge Nordjyllands Politi flere tyvekoster på sig, som han havde stjålet fra andre steder i området. Han havde nemlig også brudt ind i et skur og i et hønsehus på Gøttrupvej, hvor han efterlod sit el-løbehjul, sin telefon og sine hovedtelefoner.

Mellem klokken 00:39 og 03:31 natten til torsdag havde han kørt frem og tilbage mellem stederne på el-løbehjulet, inden han til sidst faldt i søvn i garagen.

Ejendom evakueret: Mand forsøgte at slukke brand i ældre dames lejlighed

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Vrå, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er nemlig opstået brand på et komfur i en ældre dames lejlighed, fortæller indsatsleder Thomas Dybro.

- Branden har spredt sig til emhætten og tagrummet, hvor der dog ikke var ild, men kraftig røgudvikling, siger han.

Beredskabet blev alarmeret om branden klokken 11, og de beredskabet kom frem, blev der straks sendt et røgdykkerhold ind, der tog sig af brandslukningen.

- Vi har to, der er taget med på grund af røgskade, fortæller indsatslederen.

I forbindelse med branden blev beboerne i etageejendommen evakueret. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hjalp genbo

Den ene af de to er den ældre dames genbo, der spottede ilden på komfuret og straks skred til handling. Han fik slukket for elektriciteten i lejligheden, men kunne ikke stille noget op mod røgen og branden.

- Ambulancen havde egentligt kigget på manden og besluttet sig for ikke at tage ham med, men politiet har vurderet, at han skal med. Han har meget adrenalin i kroppen, og jeg tror, det er en fornuftig beslutning, lyder det fra indsatslederen.

Der er 8-10 lejligheder i etageejendommen, og beboerne har i øjeblikket ikke adgang til lejlighederne.

- Selvom boligerne burde være tætte, skaber røgen et overtryk, der kan trænge ind alle steder. Så derfor tager vi lige og ventilerer lejlighederne med en højtryksudlufter, fortæller Thomas Dybro.