Kort Nyt

Coronasmitten stiger igen, men vi kan tage den med ro

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der bliver holdt særligt øje med en ny variant.

Selvom vejret synes sommerligt i denne første efterårsuge, gør mere vinterlige tendenser sig også gældende.

Antallet af coronasmittetilfælde er nemlig stigende, viser ugentlige tal fra spildevandsovervågning. 

Ikke bekymret

Ifølge SSI er der over de seneste tre uger sket en stigning på 25 procent, hvilket betegnes som en ”kraftig stigning”. 

Tallene til trods er overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital ikke bekymret.

- Vi har en god vaccinebeskyttelse, og så har befolkningen efterhånden opnået en vis immunitet, så vi står et helt andet sted end tidligere, siger Michael Dalager-Pedersen.

På afdelingen for infektionsmedicin har de ikke oplevet en stor stigning i indlagte i relation til coronavirus.

- Jeg ser på den kommende sæson med ro i forhold til coronasmitte. Derudover er der jo også influenza, men det er svært at sige noget om endnu. Vi skal huske, at til efteråret bliver der igen mulighed for ældre over 65 og mennesker med kroniske sygdomme at blive vaccineret mod både influenza og corona.

Også kollegaen Henrik Nielsen, professor på infektionsmedicinsk afdeling, bekræfter, at man endnu ikke har set smittestigningen på sygehuset i Aalborg. Det vil dog være naturligt, forklarer han, hvis smitten stiger efter en sommerferie.

- Vi tester jo ikke længere på samme måde, men det er klart, at spildevandsovervågningen fanger den tendens, der måtte være i samfundet generelt, men som vi altså ikke ser på sygehuset lige nu.

I Nordjylland er det spildevand fra rensningsanlæg i Hjørring, Aalborg, Aalborg Vest og Mariagerfjord, som bliver testet. Foto: Statens Serum Institut

Ny variant

I løbet af sommeren er undervarianten af omikron, BA.2.86, blevet fundet i prøver 23 forskellige steder i verden. Der er tale om enkelte tilfælde i Israel, Storbritannien, USA, Portugal, Sverige og Sydafrika. I Danmark er der hidtil fundet flest - nemlig 10 tilfælde.

Undervarianten adskiller sig væsentligt fra de øvrige omikron-varianter, man tidligere har set, og er blevet klassificeret som en ’Variant Under Monitoring’ af WHO, hvilket betyder, at det er en variant man holder særligt øje med, skriver SSI.

Mutation

  • Subvarianten BA.2.86 er fundet i 23 prøver forskellige steder på jorden, hvoraf den første prøve blev opdaget ved helgenom-sekventering den 24. juli 2023,

  • Denne variant er siden blevet detekteret i Israel (1), Danmark (10), Storbritannien (1), USA (3), Portugal (2), Sverige (4) og Sydafrika (2) og overvåget af WHO.

- Det er usædvanligt, at corona forandrer sig så markant og udvikler 30 nye mutationer. Sidste gang, vi så så stor en forandring, det var, da omikron opstod, siger seniorforsker hos SSI, Morten Rasmussen.

Det er endnu for tidligt at sige noget om både den nye variants alvorlighed og smitsomhed. SSI er i fuld gang med at dyrke virusvarianten, så den kan undersøges nærmere i forhold til virkning af vaccineantistoffer, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift

Det er dog SSI's forventning, at vaccinerne også vil beskytte godt mod denne variant. 

Tre nordjyske adresser spillede en rolle i to mænds hvidvask af 167 millioner

NSK har onsdag sigtet to mænd på 38 og 41 år for hvidvask af 167 millioner kroner gennem en såkaldt fakturafabrik.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

Ved aktionen blev tre adresser i Nordjylland og Østjylland ransaget, og her blev 35.000 kroner i kontanter og kryptovaluta til en værdi af omkring 178.000 kroner beslaglagt.

Sagen har været efterforsket siden februar 2024 i samarbejde med Skattestyrelsen, som også deltog i dagens aktion.

De sigtede vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.

Hadsund-firma solgt for trecifret millionbeløb

Gulvvirksomheden Timberman, som har hovedsæde i Hadsund, er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned.

Ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør i Timberman, ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Læs mere herunder:

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.

Nyt offensivt blod til AaB

AaB har onsdag offentliggjort tilgangen af den norske midtbanespiller Isak Hansen-Aarøen.

Den 20-årige nordmand har flere ungdomslandskampe på sit CV, samt en fortid hos Manchester United.

Den unge nordmand er hentet ind på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Læs mere om den norske tilgang herunder.