Kort Nyt

Efter ministerfyring: Marie Bjerre får ordførerskab

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Torsdag i sidste uge blev en del Venstre-folk i Nordjylland skuffede, da Marie Bjerre, som var valgt i Himmerlands Storkreds ikke længere skulle være Digitaliserings- og Ligestillingsminister. 

I ministerrokaden blev løvinden fra Løvens Hule, Mia Wagner, valgt til, men nu har Marie Bjerre fået et nyt ordførerskab.

Det skriver hun selv på X.

- Jeg er netop blevet valgt som Venstres finansordfører. Som Cincinnatus vil jeg nu tilbage til min plov 😊 Og jeg har tænkt mig at knokle. Der er altid brug for liberal finanspolitik. Tusind tak for tilliden fra Venstres folketingsgruppe.

Marie Bjerre overtager finansordførerposten fra Torsten Schack, der er blevet Venstres politiske ordfører. 

Det var da også en følelsesladet Marie Bjerre, der måtte forlade sit ministerium efter lidt under et år på posten. Rokaden kom i kølvandet på, at Jacob Ellemann trådte ud Venstre og dansk politik, og derfor skulle der sættes et nyt ministerhold.

Pas på: Dødt dyr på vejen

Vejdirektoratet melder om et dødt dyr på E45 fra Aalborg mod Hobro mellem Info-Teria Dall/Limfjorden og afkørsel 29 Svenstrup.

Der er tale om en død grævling i højre spor.

Derfor minder Vejdirektoratet eventuelle trafikanter om at passe på, hvis man kører denne vej. Meldingen kom 10.56 fra Vejdirektoratet via deres trafikkort.

Nordjysk minister vil i Folketinget igen

Danmarks nuværende uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund, sad fra juni 2015 til juni 2019 i Folketinget for Liberal Alliance valgt ind i Nordjyllands Storkreds.

Nu vil den 46-årige nordjyde fra Hjørring tilbage i det forjættede land.

Hun er nu en del af Lars Løkke Rasmussens parti Moderaterne, og det er via partiets profil på X, at hun fortæller, at hun stiller op til Folketinget igen.

- Når vi kigger omkring os, lande, der minder om vores, så er de i den her tid præget af en helt enormt heftig polarisering, og mens det pågår, arbejder vi sammen i Danmark om at løse nogle af min generations aller største udfordringer.

- Det, synes jeg, er helt enormt vigtigt, og derfor stiller jeg op for Moderaterne til næste folketingsvalg, lyder det fra Christina Egelund.

Hun stiller dog ikke op i Nordjyllands Storkreds denne gang. Hun meddeler i stedet, at hun stiller op i København, hvor hun bor. En by, hun kalder for verdens dejligste by.

Næste folketingsvalg skal senest afholdes i oktober 2026.

Derfor var politiet til rocker-julefrokost

Medlemmer af den danske rockerklub Comanches - tidligere kendt som Satudarah - afholdt lørdag julefrokost i deres klubhus i Vodskov.

Comanches-medlemmerne var dog ikke de eneste, der var taget til julefrokosten.

Nordjyllands Politi var også til stede, men det forløb uden den store dramatik.

- Vi har selvfølgelig været deroppe for at se, om det er foregået i god ro og orden, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Larsen, der pointerer, at det er foregået i god ro og orden aftenen igennem.

- Vi var deroppe for at monitorere, hvem der kom til julefrokosten. Det har været en monitoreringsindsats, konstaterer vagtchefen.

Nordjyder med aktie i dansk VM-storsejr

Danmarks floorballherrer fik lørdag aften en god start på verdensmesterskabet mod Slovenien, og det var med god hjælp fra de nordjyske aktører på holdet.

I 10-3-sejren i det indledende gruppespils første kamp scorede to nordjyder.

Først var det AaB-spilleren Emil Kaigaard fra Strandby, der i anden periode udbyggede danskernes store føring yderligere til 7-2.

- Det er selvfølgelig altid dejligt at score for Danmark. Det er en helt speciel følelse, så det kan man ikke være andet end glad for, lyder det fra målscoreren Emil Kaigaard.

Hans scoring blev desuden assisteret af brormand Kasper Kaigaard, der til dagligt folder sig ud i Frederikshavn Blackhawks.

Se interviewet med de to nordjyske målscorere herunder.

I tredje periode var det så Frederik Bisgaards tur til at komme på tavlen, da han scorede til de dominerende cifre 9-3.

- Det var efter mange forsøg, at den til sidst kom i dag, siger Frederik, der i hverdagen gør sig i den Schweiziske liga for Unihoc Basel Regio.

Søndag skal danskerne - og nordjyderne - i aktion igen til VM, hvor Thailand venter i et opgør, danskerne forventer, at de vinder.

Kæmpe milliongevinst til heldig aalborgenser

Lørdag betyder for mange et spil Lotto hos Danske Spil, og en spillelysten aalborgenser fortryder formentlig ikke, at chancen blev taget lørdag i denne weekend.

I lørdagens Lotto-trækning var der tre vindere, men aalborgenseren er den, der kan vågne op søndag med flest grunde til at være ekstra glad i denne juletid.

Nemlig hele otte millioner ekstra grunde.

Nordjyden vandt førstepræmiepuljen ved at ramme de syv rigtige tal, som altså udløser en gevinst på otte millioner danske kroner, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Vedkommende vandt via sit PLUS-abonnement.

- Det er skønt at dele gevinster ud til glade danskere. Vinder man et stort beløb hos Danske Spil, står vores særlige rådgivere klar til at sikre, at man får en god start på livet som nyslået millionær - eller mangemillionær, lyder det fra Malene Mølgaard, der er administrerende direktør i Danske Lotter Spil, som står bag Lotto.