Eftersøgning aflyst: Mand på paddleboard fundet
Eftersøgningen af en person i vesterhavet er nu aflyst.
OPDATERING: Personen er nu fundet i god behold.
Eftersøgning efter surfer er aflyst. Vi har kontakt med en padelsurfer, som har sejlet mellem Nr. Vorupør og Klitmøller. Hans sejlrute er lig med placering af formodet nødstedt surfer. Han er heldigvis i god behold, og han er blevet kontaktet af politiet. #politidk
— Midt- & Vestjyllands Politi (@MVJPoliti) August 15, 2023
Der bliver lige nu ledet på livet løs efter en mand på paddleboard.
Nogle strandgæster har ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen, set en person i vesterhavet, der har haft svært ved at holde sig på sit paddleboard.
I helikopter, i redningsbåde og i bil er politiet og Nordjyllands Beredskab derfor i fuld gang med at lede efter vedkommende, der kan være i havsnød.
Vagtchefen kommer derfor med en opfordring.
- Hvis man kender nogen, der har været ude at surfe, formentlig på et paddleboard, og som lige er kommet på land, må man meget gerne kontakte politiet, da det kan være vedkommende, vi leder efter, siger han.