Kort Nyt

Flere narko- og spritbilister anholdt i weekenden

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lokalpolitiet i Hobro har i weekenden haft særdeles travlt med mennesker, der har drukket for meget eller indtaget stoffer og så har taget den tvivlsomme beslutning at sætte sig bag rattet i en bil.

Det fortæller Jørgen Christen Nielsen fra lokalpolitiet i Hobro.

Intet mindre end fem sager har politiet nemlig haft om stof- og alkoholpåvirkede bilister.

Først var den gal fredag, da en 24-årig mand fra Arden blev standset af politiet i narkopåvirket tilstand på Hegedalsvej i Hobro klokken 19.30. 

Og det var ikke den eneste gang, politiet måtte i aktion fredag. For kort før midnat, blev en 43-årig mand fra Aalborg-området standset i sin bil på Hobrovej ved Vilsted. Han blev anholdt og taget med til en blodprøve, da politiet mistænkte, at han var påvirket af euforiserende stoffer.

Lørdag klokken 01.16 var den gal igen. Her blev en 51-årig mand fra Hobro anholdt på Havnegade i Hobro, fordi han havde drukket for meget til at sætte sig bag rattet.

Og lørdag 19.31 fik politiet en anmeldelse om en slingrende bilist på Løgstørvej ved Farsø. Bag rattet sad en 53-årig mand fra Støvring, der også kørte, mens han var påvirket.

Selvom man skulle tro, at festen for de fleste var slut søndag, var det ikke tilfældet for en 27-årig mand fra Viborg. 

Han blev nemlig anholdt på Topperupvej i Hobro, fordi også han var under mistanke for at køre i påvirket tilstand.

Flere af de anholdte skal nu have udtaget en blodprøve.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.

Hadsund-firma solgt for trecifret millionbeløb

Gulvvirksomheden Timberman, som har hovedsæde i Hadsund, er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned.

Ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør i Timberman, ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Læs mere herunder:

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.

Nyt offensivt blod til AaB

AaB har onsdag offentliggjort tilgangen af den norske midtbanespiller Isak Hansen-Aarøen.

Den 20-årige nordmand har flere ungdomslandskampe på sit CV, samt en fortid hos Manchester United.

Den unge nordmand er hentet ind på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Læs mere om den norske tilgang herunder.

Gerningsmænd på rov

Virksomheden Hobro Rustfri Procesteknik ved Sønder Onsild mødte ind til lidt af et træls syn mandag morgen.

Der havde nemlig været uventet besøg i weekenden, hvor flere gerningsmænd havde haft lange fingre.

I lørdags mellem 20.40 og 23.50 blev der stjålet metalskrot og fire rustfri metalbjælker fra lageret.

Lokalpolitiet Himmerland oplyser, at der er videoovervågning fra stedet, hvor man kan se flere varebiler og gerningsmænd. Politiet forsøger på baggrund af videomaterialet at finde gerningsmændene.