Utallige uheld skaber kø og harmonikasammenstød på motorvejen
Opdateret klokken 16.45: Motorvejen er ikke længere spærret, men giver stadig lang kø
Fredag eftermiddag er præget af diverse uheld på E45 syd for Aalborg, og det kan give længere køretid, da der er opstået kø.
Første uheld skete omkring Ellidshøj. hvor to biler kom i et mindre uheld. Det resulterede dog i, at trafikken bremsede, og det blev efterfulgt af en lang række følgeuheld.
- Der har været tale om en række harmonikasammenstød, fordi bilisterne formodentlig ikke har nået at opfange den hårde opremsning, oplyser vagtchef fra Nordjyllands Politi, Torben Arndrup.
I ingen af ulykkerne har der været tale om alvorlig personskade. Dog er to personer kørt til kontrol på sygehuset.
Der er også sket et uheld i det modsatte retning i samme tidsrum. Politiet formoder, at uheldet er sket efter, at bilisterne har haft sin opmærksomhed på de mange uheld i sydgående retning.
- Der er rigtig meget materiel skade, da så mange biler har været impliceret, siger vagtchefen.
Politiet har endnu ikke tal på, hvor mange uheld der er sket og derfor heller ikke, hvor mange biler der har været involveret.