Her vækker sundhedsudspil begejstring
Onsdag fremlagde regeringen, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne deres sundhedsudspil, og her kom det blandt andet frem, at regeringen ønsker at uddanne flere læger på Aalborg Universitet.
Det glæder de sig over hos Aalborg Universitet, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
I regeringens sundhedsudspil bliver der lagt op til, at der oprettes 70 flere studiepladser på bacheloren i medicin på Aalborg Universitet, der skal sikre bedre lægedækning i hele landet.
- Det er en rigtig god nyhed for Nordjylland, at vi nu får ikke mindre end 70 flere pladser på medicinuddannelsen i Aalborg. Vi ved, at dem, der bliver uddannet heroppe, også har tendens til at slå sig ned her, og vi har brug for flere læger her i regionen. Antallet af patienter per læge skal ned, ligesom vi skal have bragt ventelisterne ned, og det kan regeringens sundhedsudspil være med til at løse. Jeg mener, det her er rigtigt godt for borgerne i Nordjylland, siger Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre.
De 70 ekstra studiepladser vil betyde, at universitet vil uddanne knap 250 læger om året.
- Det er en fantastisk nyhed for borgerne i Nordjylland. Erfaringen viser nemlig, at de fleste af de nye kandidater bliver i regionen, og det er godt nyt for den mangel på læger, der især er i almen praksis mange steder rundt i regionens geografi, lyder det fra Per Michael Johansen, der er rektor på Aalborg Universitet.
Det har en stor betydning for Nordjylland, at flere læger medicinstuderende får Aalborg som deres uddannelsessted, da op mod 80 procent af de nyuddannede fortsætter videreuddannelsen i Region Nordjylland.