Politiet efterlyser vidner efter bilkørsel på fodboldbane
Mandag aften modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om bilkørsel på en fodboldbane.
Nordjyllands Politi efterlyser vidner, som kan have set en bil ved Frydenstrandskolen på Buhlsvej i Frederikshavn mandag aften omkring klokken 23.00.
En anmelder så en bil køre rundt på skolens fodboldbane, men vedkommende var ikke i stand til at se bilens nummerplade.
Politiet sendte en patrulje afsted, men da de kom frem, havde bilen forladt området.
Derfor blev bilisten aldrig fundet. Og søgningen efter bilen er stadig i gang.
- Ofte er der tale om groft hærværk, når du kører rundt i en bil på en fodboldbane, og det indebærer, at der er risiko for et større erstatningskrav, siger politikommissær Michael Karstenskov til KanalFrederikshavn.
Politiet kan træffes på telefon 114.