Region Nordjylland skal finde millionbesparelser
Region Nordjylland forventer et underskud på 50 millioner kroner på den kollektive trafik i 2024.
Det er ikke lang tid siden, at der sidst skulle findes besparelser på den kollektive trafik i Nordjylland, og nu sker det igen.
Lige nu forventer Region Nordjylland et merforbrug på den kollektive trafik på 50 millioner kroner i 2024, og de penge skal findes ved besparelser.
Det fortæller Peder Key Kristiansen (S), der er formand for regionsrådets udvalg for regional udvikling og innovation.
Det er især togdriften, der er blevet dyrere end forventet, hvor stigende brændstofpriser er den primære årsag til, at Nordjyllands Trafikselskab har brugt flere penge end først antaget. For selvom brændstofpriserne på tankstationerne er begyndt at stabilisere sig, så er det, ifølge Peder Key Kristiansen, ikke tilfældet for det grønne brændstof, den kollektive trafik bruger.
- Det er dybt frustrerende. Vi tog et ordentligt hug sidste år og sparede 12 millioner og selv med den besparelse er det ikke nok, siger Peder Key Kristiansen.
Video: Peder Key Kristiansen: - Nej, det er ikke godt nok for nordjyderne.