Sårbare patienter får 'kniven' i spareplan
De nordjyske brobygningssygeplejersker er fortid - fra næste år.
Det er konsekvenserne af Region Nordjyllands nye spareplan, som faldt på plads torsdag. Budgettet er nemlig så stramt for regionen, at der skal spares 280 millioner kroner alene i år - og det går nu ud over de specialiserede sygeplejersker, der tager sig af patienter fra misbrugsmiljøer og psykiatrien.
- Jeg får en meget stor bekymring for mine patienter, for jeg har svært ved at se, hvem det så er, der skal følge dem og tale deres sag i et presset system, hvor tingene ofte går meget stærkt, siger Helene, der arbejder som brobyggersygeplejerske i Hobro.
For fire år siden oprettede Region Nordjylland de særlige stillinger på sygehusene i Hobro, Thisted og Aalborg, hvor specialuddannede sygeplejersker tager hånd om de ekstra sårbare patienter, der har brug for støtte til at få behandling på sygehusene.
Men i det nye budget for 2024 har regionspolitikerne vedtaget at spare 4,75 millioner kroner og nedlægge ordningen.