Smykker og medicin stjålet
Nordjyllands Politi melder om flere indbrud, der blev begået i løbet af weekenden.
Indbrudstyve har i løbet af weekenden været på spil i både den nordlige og den sydlige del af Nordjylland.
I Frederikshavn blev der begået et indbrud i en villa på Gærumvej i tidsrummet mellem midnat og klokken 02.45 natten til søndag. Her blev der stjålet receptpligtig medicin. Gerningsmændene var kommet ind ved at bryde en terrassedør op.
Udbyttet var smykker, da ukendte gerningsmænd ved at bryde et vindue op kom ind i en villa på Drachmannsgade i Brønderslev. Indbruddet skete mellem fredag klokken 11.00 og søndag klokken 19.00.
Det var også smykker, gerningsmændene var ude efter ved et indbrud i en villa på Elmholt i Hadsund. Her kom tyvene ind ved at bryde hoveddøren op. Indbruddet skete mellem fredag middag og lørdag morgen.
I Aalestrup var der weekenden indbrud i en industribygning. Indbruddet blev anmeldt lørdag klokken 13.54, men det er uvist, hvordan gerningsmændene kom ind i bygningen, og hvad der er stjålet.
Søndag middag blev der også anmeldt et indbrud i Gistrup, hvor en indbrudstyv havde brudt terrassedøren op til en villa og den vej igennem fået adgang til huset. Beboerne i huset havde ikke været hjemme siden onsdag, men søndag kunne de se, at indbrudstyven havde været i hele huset og taget sølvtøj, en pung og smykker.
Har man oplysninger, der kan hjælpe politiet, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.