Spadestik til ny klinik efter milliondonation
Når dyrene på Nordjyllands Internat fremover skal have udført røntgenundersøgelser eller opereres bliver det i fremtiden ikke længere nødvendigt at sende dem ud af husets til landsdelens dyrlægeklinikker.
For i dag har Nordjyllands Internat taget første spadestik til en topmoderne dyrlægeklinik.
- Det har været en udfordring, at vi ikke selv har haft faciliteterne til at udføre røntgen. I fremtiden vil vi selv kunne stå for størstedelen af de operationer, der er nødvendige, for eksempel tandrøntgen, tandoperationer og røntgen generelt men også andre operationer, siger Karina Fisker, internatchef i Dyrenes Beskyttelse.
For med rekordmange dyr på internatet i 2023 er behovet for egne behandlingsmuligheder på internatet vokset
Den nye dyrlægeklinik kan se dagens lys, efter internatet har modtaget en donation på 4,4 millioner kroner fra den nordjyske fond Melsen Fonden.
- Vi er meget taknemlige for donationen fra Melsen Fonden, som netop muliggør opførelsen af en ny og topmoderne dyrlægeklinik, hvilket bliver medvirkende til, at vi i fremtiden kan hjælpe endnu flere dyr, siger internatchefen.
Skal afhjælpe mangel på dyrlæger
Udover at dyrene på internatet skal nyde godt af den nye top-moderne klinik, er det også meningen, at private kan benytte sig af klinikken.
Dermed skal den nye klinik også bidrage til at afhjælpe manglen på dyrlæger i Nordjylland, når det efter planen står klar 1. august.
- Fremover bliver det nemmere at få sit kæledyr tilset af en dyrlæge, når man er bosat i Nordjylland. Der er mangel på dyrlæger heroppe, og det vil vi gerne være med til at afhjælpe, siger Karina Fisker.
Læs mere her.