Tre nordjyder med i Danmarks VM-trup
Landstræner Lars Søndergaard har udtaget tre nordjyske spillere til den trup på 23 mand, som skal repræsentere Danmark ved VM i kvindefodbold i Australien og New Zealand.
Der er tale om midtbanespilleren Emma Snerle fra Dronninglund, som spiller for engelske West Ham United, forsvarsspilleren Frederikke Thøgersen fra Thisted, som spiller for italienske Inter, samt angriberen Amalie Vangsgaard fra Pandrup, der til daglig spiller for den franske storklub Paris Saint-Germain.
- Vi har et stærkt landshold, og vi kan ikke vente med at vise de danske farver frem foran hele verden. Det bliver den største VM-slutrunde nogensinde, og vi vil gøre vores bedste for at skabe en rød-hvid fodboldfest både i Danmark og i Australien, siger landstræner Lars Søndergaard.
Danmarks VM-premiere er 22. juli klokken 14.00 mod Kina. De forsvarende europamestre England er modstanderen 28. juli klokken 10.30, mens gruppespillet afsluttes mod Haiti 1. august.