Villakvarter ramt af to indbrud
Gerningspersonen kan meget vel være den samme.
Nogle husejere i Brønderslev er for nyligt kommet hjem til synet af et gennemrodet hjem.
På henholdsvis Rolfsgade og Olufsgade, der blot ligger omkring en halv kilometer fra hinanden, har der nemlig været en indbrudstyv på spil.
- Adresserne ligger meget tæt på hinanden, så vi kigger på dem i en sammenhæng, da det meget vel kan være den samme gerningsperson, der står bag indbruddene, siger Peter Skovbak, politikommissær ved Nordjyllands Politi.
På Rolfsgade er indbruddet sket mellem lørdag klokken 13.00 og tirsdag klokken 14.00. Her har gerningspersonen brudt et vindue op i soveværelset med et koben og stjålet et mindre kontantbeløb. Kobenet havde efterladt mærker i vindueskarmen.
På Olufsgade slap tyven ligeledes af sted med et mindre kontantbeløb samt nogle smykker og parfumer. Her havde gerningspersonen brudt en terrassedør op for at skaffe sig adgang til villaen. Her skulle indbruddet ifølge Peter Skovbak være fundet sted mellem mandag klokken 23.00 og tirsdag klokken 07.30
I begge tilfælde var de forurettede ikke hjemme. Har du set noget, så vil Nordjyllands Politi meget gerne ringes op på 114.