Konservative har valgt borgmesterkandidat i Rebild
Det bliver 51-årige Nicolai Niemann, der skal forsøge at fravriste Venstre borgmesterposten i Rebild Kommune, hvor Jesper Greth er den nuværende borgmester.
Han er nemlig valgt som Det Konservative Folkeparti borgmesterkandidat til kommunalvalget 18. november 2025.
Det skriver Det Konservative Folkeparti Rebild i en pressemeddelelse.
Partiets gruppeformand, Lene Aalestrup, valgte sidste år at annoncere, at hun ikke genopstiller i 2025.
Nicolai Niemann har siden seneste valg i 2021 siddet i økonomiudvalget samt ældre-, pleje- og omsorgsudvalget.
Han arbejder i øjeblikket som souschef i et supermarked, og har derudover 25 års erfaring fra forskellige lederstillinger i detailbranchen.
Han bor i Bælum, og her er han aktiv i det lokale foreningsliv. I byrådet ønsker han et bredt samarbejde, og han vil fokusere på at føre en økonomisk ansvarlig politik, så der bliver mulighed for at udvikle Rebild kommune.
Fokus er derudover på at fortsætte den konservative linje med stærkt fokus på familier, foreninger, fritids- og erhvervsliv i Rebild Kommune.