Kort Nyt

Direktør hos Region Nordjylland sygemeldt på ubestemt tid

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Peter Larsen, der er direktør i Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, er sygemeldt.

Det bekræfter Region Nordjylland, inden de kommer med følgende udmelding:

- Peter Larsen har desværre måttet sygemelde sig af helbredsmæssige årsager på baggrund af massivt arbejdspres over en meget lang periode. Peter er helt indforstået med, at vi deler denne information med jer.

- I hans fraværsperiode er det koncerndirektør Anne Bukh, der varetager ledelsesopgaven for den resterende ledergruppe i Den Præhospitale Virksomhed, lyder det fra regionen.

Om Den Præhospitale Virksomhed

Det vigtigste formål i Den Præhospitale Virksomhed er at redde liv. Derudover er formålet også at yde omsorg og skabe tryghed samt at afkorte det samlede sygdomsforløb og forbedre helbredsudsigterne.

Den præhospitale indsats foregår uden for hospitalerne – fra borgeren har akut behov for hjælp og ringer 1-1-2, til vedkommende er modtaget på et hospital.

Den Præhospitale Virksomhed omfatter ambulancetjeneste og øvrige præhospitale enheder, vagtcentral med sundhedsfaglig rådgivning og fælles visitation, planlægning af sundhedsberedskab og præhospitale uddannelser.

Kilde: Den Præhospitale Virksomhed

Region Nordjylland har ikke yderligere kommentarer til Peter Larsens sygemelding.

Kendt nordjysk hotel vinder pris

Hvert år uddeler Den Danske Spiseguide priser til forskellige danske restauranter.

Guiden blev lavet for første gang i 1978, og er blevet udgivet årligt siden dag.

I år er Ruths Hotel i Skagen løbet med prisen som "årets bo & Spis adresse 2024". Det har køkkenchef ved Ruths Hotel skrevet om på Facebook.

Bro blev spærret efter usikkerhed om bæreevne: Nu er der nyt

Det har i weekenden ikke være muligt at benytte en del af Gugvej, som overflyver Ådalsmotorvejens tilkørsel, fordi den fredag blev spærret.

Det var på grund af en akut opstået situation. Det oplyste Brian Aagaard, der er civilingeniør hos By og Land i Aalborg fredag.

- Vi har været ude og lave en reparation på broen, hvor en rådgiver har opdaget noget i konstruktionen, der ser forkert ud i forhold til, hvordan man ville gøre det i dag. For at gå med livrem og seler, har vi derfor valgt at spærre broen, sagde han.

Nu er der dog godt nyt til bilisterne.

Weekendens arbejder er nemlig afsluttet, og man forventer at kunne åbne vejen igen mandag den 7. oktober om eftermiddag senest klokken 15.00.

Det oplyser Henrik Jess Jensen, der er afdelingsleder for Veje og Infrastruktur i By og Land i Aalborg Kommune.

- Vi beklager de gener vejlukningen har medført. Men grundet et muligt bæreevnesvigt valgte Aalborg kommune af sikkerhedsmæssige årsager at lukke vejen. Og igangsætte reparationsarbejder i løbet af weekenden. Skaden er udbedret og bæreevnen er nu intakt og dermed er vejen farbar, afslutter han.

Borgmester efter hastemøde om hemmeligt notat: Åbenlyst forskellige opfattelser

Fredag kunne vi på TV2 Nord afsløre, at Frederikshavn Kommune siden januar 2022 har kendt til de alvorlige økonomiske problemer på Frederikshavn Havn.

Det fik flere byrådsmedlemmer, som ikke sidder i kommunens økonomiudvalg, til at stå frem og fortælle, at de ikke har haft kendskab til notatet.

- Det gør mig vred og ked af det, at vi i byrådet har siddet og truffet beslutninger, som er baseret på et meget lille uddrag af det, som vi burde vide, lød det blandt andet fra Venstres gruppeformand, Jan Bjeldbak.

Derfor indkaldte borgmester Birgit S. Hansen (S) søndag eftermiddag alle gruppeformændene i byrådet til mødet om notatet fra 2022.

- Gruppeformændene har været samlet søndag eftermiddag. Der er dokumentation for, at der er stillet mange spørgsmål fra kommunen til havnen startende i 2022, lyder det fra Birgit S. Hansen i et skriftligt svar til TV2 Nord.

- Der er er åbenlyst forskellige opfattelser af, hvordan tingene hang sammen. Og netop derfor afventer vi nu advokatundersøgelsen med sindsro, afslutter hun.

Pirates trak det længste strå i lokalopgør

Søndag var der lokalopgør mellem Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates, og her var det altså gæsterne fra Aalborg, der endte med at trække det længste strå.

Piraterne kunne nemlig tage sejren i forlænget spilletid og dermed to point, mens hjemmeholdet måtte nøjes med et enkelt point.

Aalborg Pirates fik hurtigt bragt sig foran med 1-0 i første periode, hvilket holdt helt hen til halvvejs i tredje periode. Her fik hjemmeholdet udlignet til 1-1, og derfor måtte de to hold ud i forlænget spilletid, da slutfløjtet lød.

En hurtig pirates-scoring efter 13 sekunder af den forlænget spilletid sikrede dog aalborgenserne sejren på 2-1 til sidst.

Dermed rykker frederikshavnerne ned på en ottendeplads, mens Aalborg Pirates forbliver på førstepladsen, og øger sit forspring over Odense Bulldogs.

Ukrudtsbrænder satte ild til garage: Beboer får ros for sin indsats

Nordjyllands Beredskabs station Nibe kørte klokken 14.32 til en brand på Ahornvej i Nibe.

- Det er noget beklædning på en garage, der er ild i, oplyste beredskabet på X.

Beredskabet fik hurtigt branden under kontrol, da beboeren selv havde gjort et stort stykke arbejde. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Lau Larsen.

- Det er hans fortjeneste, at det ikke spredte sig yderligere, forklarer han.