Koldt fra morgenstunden, men så rammer det lækre vejr
Det bliver en meget smuk lørdag, proklamerer meteorologen Jens Ringgård fra TV 2 med det samme.
- Vi har fået ryddet op i alle de skyer, der ellers har været, så en flot dag med masser af solskin er på programmet, lyder det fra meteorologen.
Fra morgenstunden vil temperaturen dog være lav og nogle steder vil den være lige omkring frysepunktet, men i løbet af dagen vil temperaturen selvfølgelig løfte sig.
Der vil komme skyer i perioder, men det overordnede indtryk er, at det bliver en solrig dag.
I eftermiddagstimerne vil temperaturen nå syv-otte grader.
Ude på vestkysten ved Jammerbugten kan der være en frisk vind, og en gåtur derude vil formentlig føles en smule køligt.
I aftentimerne vil der begynde at komme lidt flere skyer, hvilket gør, at temperaturen søndag morgen ikke vil være lige så lav, som den var denne lørdag morgen.