15 personer anholdt i storstilet aktion - nu har nordjysk smugler fået sin dom
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har tirsdag i en tilståelsessag ved Retten i Esbjerg fået idømt en 37-årig mand fra Thisted en længere fængselsstraf for indsmugling af intet mindre end 600 kilo hash.
Thyboen skal nu tre år bag tremmer.
- Jeg er tilfreds med dommen, der understreger, at indsmugling af hash bliver straffet hårdt. Dommen hviler på et grundigt efterforskningsarbejde, og jeg er tilfreds med, at den dømte har valgt at tilstå sin andel af overtrædelserne i sagen, siger specialanklager hos NSK, Morten Rasmussen.
Hashen blev af fire omgange smuglet fra Tyskland til Danmark mellem oktober 2022 og februar 2023. Det har den 37-årige thybo selv erkendt.
Indsmuglingerne er i flere tilfælde sket i fællesskab med andre personer, hvis sager behandles separat.
Den nu dømte blev anholdt som led i en større politiaktion 11. september i år. Her blev i alt 15 personer anholdt på tværs af landet.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt.
De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.
NSK understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Der er cirka 1.100 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.