Tog vejvrede til nyt niveau: 24-årig mand sigtet
Det blev til sammenstød i mere end en forstand, da to biler kom lige lovlig tæt på hinanden tirsdag aften på Hjardemålvej i Thisted.
Klokken 19.29 fik lokalpolitiet i Thisted anmeldelsen og kørte ud på stedet, hvor de oprettede en voldssag, hvor føreren af den ene bil blev sigtet for vold.
Der er tale om en færdselsforseelse, der går forud, inden de to parter kom i klammeri med hinanden, fortæller politikommissær Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
- Indtil videre har patruljen vurderet, at den ene har slået den anden, lyder det fra politikommissæren.
Den sigtede er en 24-årig mand fra lokalområdet, og den forurettede fører er en 29-årig mand fra Viby-området nær Aarhus.
Henrik Jensen understreger, at sagen stadig er i det tidlige stadie.
- Vi mangler yderligere sagsbehandlinger og afhøringer, før vi har klarlagt det endelige hændelsesforløb, afslutter han.