Adpotioner skal undersøges uvildigt
Socialordførere fra SF, Enhedslisten og Nye Borgerlige vil have en uvildig og omfattende undersøgelse af adoptionssager fra en lang række lande.
Det sker, efter at TV 2 i dokumentaren 'Hemmeligheden i skyggearkivet' kan afdække, hvad eksperter betegner som systematisk svindel i en lang række adoptionssager med koreanske børn, der blev adopteret til Danmark igennem 1970'erne og 80'erne.
Nordjyske Peder Hvelplund fra Enhedslisten finder historierne fra dokumentaren "fuldstændig hjerteskærende".
- Det her handler om børn, der har fået frastjålet deres biologiske forældre, og det handler om forældre, der har fået frastjålet deres børn. Der er jo reelt tale om børnehandel. Derfor er det fuldstændig afgørende af hensyn til adopterede børn, adoptivforældre og biologiske forældre, at vi får det her undersøgt grundigt, ligesom man gør i landene omkring os, mener Peder Hvelplund.
Styrelse er part i sagen
Han henviser til Norge, Sverige, Belgien og Holland, hvor man har igangsat uvildige undersøgelser, sådan som FN opfordrede til i september sidste år.
Herhjemme er Ankestyrelsen allerede ved at undersøge adoptionssager fra Korea i 1960'erne og 70'erne. Men da styrelsen også har tilsynsansvaret, mener partierne ikke, at den kan undersøge sig selv.
- Jeg er bekymret for, at undersøgelsen ikke giver svar nok, for de undersøger jo sig selv. De står med ansvaret for at holde tilsyn for disse sager, siger Theresa Berg Andersen fra SF.
Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige bakker op om en uvildig undersøgelse, men er ikke vendt tilbage for at uddybe sit synspunkt.
Læs mere her: