Fløjspiller brager mål ind på stribe
I søndags var Mors-Thy Håndbold meget overraskende et mulehår bedre end Aalborg Håndbold i sejren på 35-34 på hjemmebane.
Den flotte præstation skulle holdet forsøge at følge op på onsdag aften ude mod KIF Kolding i HTH Herreligaen.
Mors-Thy fik en lovende start på opgøret, hvor gæsterne scorede kampens fire første mål, inden Kolding også kom på måltavlen.
Gæsterne kom også foran 5-1, inden Kolding kom tilbage i opgøret og fik udlignet ved 6-6.
Resten af halvlegen var tæt, og begge hold var foran, men da de 30 minutter var gået, var det igen helt lige med 14-14.
Én spiller lyste især op på nordvestjydernes himmel.
Højrefløjen Lasse Pedersen var flyvende og havde efter 30 minutter scoret seks gange på seks forsøg. Han sluttede med utrolige 11 mål på 12 forsøg.
Anden halvleg startede med en Mors-Thy-scoring, men ikke mange minutter senere var hjemmeholdet foran med 20-17.
Det skræmte tilsyneladende ikke gæsterne, der kom helt tilbage og endda foran med to mål med cirka 10 minutter igen af opgøret.
Kolding scorede de næste tre mål og bragte sig atter i front med fem minutter igen.
Mors-Thy udlignede til 25-25, og frem til 27-27 scorede de to hold på skift, inden Mors-Thy bragte sig i front med 28-27.
De holdt dog ikke hele vejen hjem. Kolding fik udlignet til slutresultatet 28-28. Med det ene point har Mors-Thy fem point efter fem kampe, og det var samtidig imponerende nok deres tredje uafgjorte kamp i sæsonen.