Intet nyt om børns tilstand efter tragisk ulykke
Der er endnu intet nyt i forhold til tilstanden på de to tyske børn, som søndag blev fanget i et jordskred ved Vorupør Strand.
Det fortæller Midt- og Vestjyllands Politi, som mandag har været til stede på stranden i Vorupør for at snakke med lokalbefolkningen og turisterne.
Her har rigtig mange taget imod tilbuddet om at få en snak med politiet, fortæller Bjørn Nørgaard Bo, der er vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.
- De største tanker går på, hvordan det går med de to børn. Og som det ser ud nu, har vi fra politiets side af ikke nogen fornyet status på, hvordan det går med dem. Men det er klart, at det fylder allermest, lyder det fra vicepolitiinspektøren, som fortsætter:
- Det, der fylder bagefter, og det som vi kan gå ind og assistere med og tilbyde noget vejledning på, det er, hvordan kommer man selv videre? Hvordan får man bearbejdet de her oplevelser, man har haft, hvis man var helt tæt på situationen? For det er der nogle af dem, der har været her i dag, der var.