Kongeetape kan afgøre om Vingegaard kan vinde
4300 højdemeter fordelt på fire ikoniske stigninger venter feltet på 13. etape af Vuelta a España.
Hvor står Vingegaard? Vil Evenepoel angribe? Hvem er Kuss' førsteudfordrer?
Spørgsmålene er mange i årets Vuelta a España, og ifølge TV 2 Sports cykelekspert Christian Moberg bliver mange af dem besvaret efter 13. etape – løbets kongeetape.
- Jeg forventer mig et festfyrværkeri af en etape. Det er en maratonetape i forhold til de fire stigninger, mens den er forholdsvis kort. I Grand Tours udpeger vi ofte en kongeetape, og det må 13. etape siges at være i Vueltaen, fortæller Christian Moberg og fortsætter:
- Med det løb, der er blevet kørt, kan vi se frem til en etape, der kan vise sig at blive afgørende for resten af løbet. For der er mange af favoritterne, der skal ud at angribe. Scenarierne bliver forstærket af etapeprofilen. Det kan blive en mytisk dag og en etape, der vil blive husket i mange år fremover.
På etapens 135 kilometer skal feltet forcere fire stigninger: Puerto de Portalet, Col d'Aubisque, Col de Spandelles, før etapevinderen skal findes på Col du Tourmalet.
Kan ende som hjælper
- Det er legendariske stigninger i cykelsporten. Det er en sindssyg menu, og det løfter intensiteten og forhåbentlig også rytternes angrebslyst, lyder det fra eksperten.
Jumbo-Visma har kurs mod deres tredje Grand Tour-sejr i år efter Roglics sejr i Giro d'Italia og Vingegaards anden Tour-triumf.
Intet andet cykelhold har formået at vinde alle tre etapeløb i samme sæson.
Tager Vingegaard ikke tid på favoritterne på 13. etape, er det ifølge Christian Moberg ikke usandsynligt, at Vingegaard må trække i arbejdstøjet for Sepp Kuss på de resterende etaper.
- Vingegaard glider mere og mere ind i en hjælperolle. Jumbo-Visma kører for at vinde Vueltaen og sikre sig et historisk hattrick. Så hvorfor skulle de ikke satse på Kuss, hvis han bibeholder sit forspring efter 13. etape?, spørger Christian Moberg.
Læs mere her.