Mors-Thy kollapser fuldstændigt i anden halvleg: Taber stort
Det var lørdag eftermiddag ikke til at se, at Mors-Thy i denne sæson har været det anden bedste håndboldhold i Danmark.
Her løb man nemlig ind i en afklapsning af de helt store mod Ribe-Esbjerg, hvor man særligt i anden halvleg slet ikke kunne følge med holdet fra Syddanmark. Kampen endte 30-21 til Ribe-Esbjerg.
I første halvleg fulgtes de to hold egentlig ad, og de skiftedes til at komme foran med et mål. Dog begyndte Ribe-Esbjerg at have et lille overtag, da de slutter første halvleg af med en to-måls føring.
Anden halvleg begyndte med fire mål i streg til Ribe-Esbjerg, og herfra nærmede de to hold sig aldrig hinanden igen på scoringstavlen. På et tidspunkt er Ribe-Esbjerg foran med 11 mål, men så begynder kadencen at gå ud af holdet, hvor Mors-Thy vinder den sidste periode af kampen.
Men anden halvleg endte 18-11 til Ribe-Esbjerg. Det kommer som en overraskelse, at Mors-Thy falder helt sammen, hvis man kigger på resultaterne i denne sæson. Kun en gang har de tabt - til Aalborg Håndbold - og det har været nok til en andenplads i Herreligaen.
Den kan de stadig holde fast på, selvom Fredericia har en kamp i hånden på Mors-Thy. Fredericia skal nemlig spille søndag klokken 20 mod Aalborg Håndbold.