Tre tyverier ved samme villavej - beboer overraskede tyv
I sommerferien står mange huse tomme, og det gør, at tyvene ofte har lettere ved at begå indbrud.
I Tilsted i Thisted Kommune har et område med villaveje natten til onsdag været ramt af indbrud.
- Vi fik allerede en anmeldelse ind klokken 03.54, hvor anmelderen overraskede en gerningsmand, da der blev tændt lys i huset. Anmelderen så ikke gerningsmanden, da personen løb væk fra stedet, så vi har ikke noget signalement, og der blev ikke stjålet noget, fortæller Niels Kristensen, politikommissær hos lokalpolitiet i Thisted.
To andre huse i samme område har også været ramt af indbrud.
- Da patruljen var derude, gik de en rundt i området, og de kunne se, at der også var begået indbrud hos naboen, som er på ferie. Og vi er også ude ved en tredje nu. Så vi tænker, at der er nogen, der har været på tyvetogt i nat, siger politikommissæren.
Flere steder i Himmerland har der i de sidste par dage også været indbrud i flere boliger. I Løgstør, Støvring, Terndrup og Hobro er der blevet anmeldt et enkelt indbrud hvert sted. Ifølge Niels Kristensen er der dog ikke blevet begået flere indbrud end vanligt.
Det samme viser de tal, TV2 Nord tirsdag skrev om, hvor der i det nordjyske er sket et lille fald i antallet af anmeldte indbrud flere steder. Thisted er dog et af de steder, der har oplevet en stigning i andet kvartal i 2024.
- Vi er ikke særlig hårdt ramt, men det stikker lidt ud, at der er flere indbrud i samme område. Det er ikke noget, vi kæmper mere med end tidligere, men det er sommerferie, og her er der desværre bedre muligheder for indbrudstyvene. Men man skal ikke føle sig utryg, siger Niels Kristensen.
På nuværende tidspunkt er der ingen mistænkte til indbruddene i Tilsted, men har man set en mistænkelig bil eller andet, kan man kontakte politiet på 114.