Mystisk vandspild – årsag blev lokaliseret på nedlagt minkfarm
Beboere i Gundersted har været plaget af tryktab på deres vand siden i går.
Derfor har et eftersøgningsarbejde været i gang hos det lokale vandværk.
Formanden hos Gundersted Vandværk, Ulrik Mark Jensen, lavede i går eftermiddags et opråb i et opslag på Facebook, hvor han bad borgerne tjekke deres ledningsnet for brud.
Onsdag formiddag fandt de så årsagen til det lave vandtryk.
Der var sket en sprængning på et rør ved en nedlagt minkfarm. Det tilhørende hus er i øjeblikket ubeboet, og derfor har ingen lagt mærke til det utætte rør.
- Jeg tænker, det er frost, men vi ved det faktisk ikke, lyder det fra Ulrik Mark Jensen.
De 70 forbrugere af Gundersted Vandværk har formentlig bemærket problemet.
- Ved de tætliggende huse til minkfarmen, har vandtrykket været lidt mindre, og det har måske gjort, at man har sprunget over en tur med vaskemaskinen, fortæller formanden.
Selvom der nu er lukket af for skaden - og problemet umiddelbart er løst - er vandværket opmærksomme på eventuelle andre sprængninger.
- Vi ved endnu ikke, om der er skader flere steder, så vi holder lige øje det næste stykke tid, afslutter Ulrik Mark Jensen.
Merudgiften for vandudslippet tilfalder ejeren af den nedlagte minkfarm.