Kort Nyt

Nordjysk Astralis-stjerne stopper spillerkarriere

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Andreas ”Xyp9x” Højsleth har været med til at vinde de største titler for Counter Strike holdet Astralis. Nu vil han prøve kræfter med at lære fra sig.

Det verdenskendte Counter Strike hold Astralis bliver nu en stjerne fattigere. Nordjyske Andreas ”Xyp9x” Højsleth har valgt at stoppe hos klubben efter otte år. 

Andreas "Xyp9x" Højsleth har været en del af Astralis' storhedstid med blandt andet fire Major-triumfer. Det seneste år er han dog blevet rykket ned fra førsteholdet og har i stedet arbejdet med at udvikle unge talenter

Og netop det skifte blev det første skridt mod et endegyldigt farvel til tiden hos Astralis, forklarer Andreas Højsleth. 

- Jeg fandt ud af, at jeg syntes, det var megafedt. Det er egentlig bare et simpelt karriereskift. 

"Xyp9x" har været en del af Astralis-holdet, siden det blev grundlagt i januar 2016. Det er en tid, han vil se tilbage på med stolthed. 

- Selvfølgelig vil jeg især se tilbage på de fire Majors, vi har vundet. Vi har formået at cementere os i historiebøgerne og virkelig opnået mange ting, vi troede var umuligt, siger Andreas Højsleth. 

- Det har jo været en del af mit liv i lang tid, og i e-sportsverden er otte år lang tid at være i samme organisation. Så der er en masse lærerige ting at se tilbage på, og jeg har været virkelig glad for min tid på Astralis, men nu er jeg også klar til nye udfordringer et andet sted.

Og de nye udfordringer bliver ved det tyske e-sportshold Mouz, hvor Andreas Højsleth skal være assistenttræner. 

Her kommer han til at arbejde sammen med Dennis "sycrone" Nielsen for at hjælpe holdet med at nå sine mål og forbedre holdet, der tilbage i oktober vandt ESL Pro League Sæson 18. 

- Det er et ret ungt hold, og jeg ser frem til at træne med dem og udvikle dem. Jeg har en masse erfaring fra mine otte år i Astralis og også før det, siger Andreas Højsleth. 

Tre nordjyske adresser spillede en rolle i to mænds hvidvask af 167 millioner

NSK har onsdag sigtet to mænd på 38 og 41 år for hvidvask af 167 millioner kroner gennem en såkaldt fakturafabrik.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

Ved aktionen blev tre adresser i Nordjylland og Østjylland ransaget, og her blev 35.000 kroner i kontanter og kryptovaluta til en værdi af omkring 178.000 kroner beslaglagt.

Sagen har været efterforsket siden februar 2024 i samarbejde med Skattestyrelsen, som også deltog i dagens aktion.

De sigtede vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.

Hadsund-firma solgt for trecifret millionbeløb

Gulvvirksomheden Timberman, som har hovedsæde i Hadsund, er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned.

Ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør i Timberman, ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Læs mere herunder:

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.

Nyt offensivt blod til AaB

AaB har onsdag offentliggjort tilgangen af den norske midtbanespiller Isak Hansen-Aarøen.

Den 20-årige nordmand har flere ungdomslandskampe på sit CV, samt en fortid hos Manchester United.

Den unge nordmand er hentet ind på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Læs mere om den norske tilgang herunder.