Kort Nyt

Tilbud om gratis bus til 16-årige i nordjysk kommune udvides

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Siden årsskiftet har de lokale busruter i Vesthimmerlands Kommune været gratis for børn under 16. 

Men nu udvider byrådet i kommunen tilbuddet. 

Fra august er det ikke kun de lokale ruter, som de 16-årige kan benytte gratis. Også de regionale busruter indenfor kommunegrænsen er nu gratis for børn under 16.

- De lokale ruter kører ikke overalt i Vesthimmerland, og dermed har nogle børn ikke kunne komme rundt i hele kommunen. Derfor udvider vi nu de 17 lokale ruter med 8 regionale ruter, så alle børn under 16 år kan køre på alle ruter i kommunen. Det er en stor serviceudvidelse, og i det forløb vil jeg gerne sende en stor cadeau til vores forvaltning og Nordjyllands Trafikselskab, som har været samarbejdsvillige i processen, siger Inger Nielsen (V), der er formand for børne- og familieudvalget i kommunen.

Det er en ændring, der i følge kommunen skal sikre øget tilgængelighed og mobilitet for børnene og gøre det lettere for de unge at deltage i skole- og fritidsaktiviteter. 

- Det er en rigtig god læring for vores børn og unge, når de på egen hånd skal benytte sig af offentlig transport – om det gælder skole, fritidsaktiviteter eller noget helt tredje. Så hermed en opfordring til at få brugt de mange gratis busruter rundt i vores kommune, slutter udvalgsformanden.

Det gratis tilbud omfatter fra august ruterne: 50, 52, 57, 67, 68, 100, 110, 111, 112, 113, 520, 521, 522, 523, 530, 531, 540, 541, 542, 543, 544, 551, 552, 950X og 951X. 

Aalborg Håndbold vinder sæsonens første ligakamp

Der var igen i dag lørdag gjort klar til kamp i Gigantium. Fredag spillede Aalborg Pirates sin første kamp i sæsonen, og lørdag var det Aalborg Håndbolds tur til at spille sæsonens første ligakamp.

Her formåede Aalborg-spillerne at hive sæsonens første sejr hjem med 33-29 over Ribe-Esbjerg.

Kampens topscorer blev Jack Thurin med hele 11 mål.

Aalborg Håndbolds næste kamp er onsdag 11. september, hvor modstanderen er HBC Nantes i EHF Champions League.

Bil væltede rundt tre gange - to personer kørt på sygehuset

Klokken 15.31 kom der melding om et trafikuheld på E45 ved Fårup omkring Hobro.

Her var to biler stødt sammen, hvorefter den ene bil væltede rundt tre gange. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.

- Begge bilister slipper heldigvis uskadt fra uheldet. De er begge kørt til tjek på sygehuset, men der var kun materiel skade, oplyser vagtchefen.

Uheldet skete i nordgående retning, og man måtte spærre det højre spor i forbindelse med ulykken, hvilket gav nogle trafikale udfordringer.

- Dog var det kortvarigt, konstaterer Thomas Ottesen.

Politiet har forladt stedet igen.

Børn tilskadekommet efter eksplosion til kemishow

Fire er kommet til skade efter en eksplosion ved et af Aalborg Universitets kemishow på Tønder Bibliotek.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi pressemeddelelse.

En er alvorligt tilskadekommet. Det er en 22-årig mand. Han er bragt til behandling på sygehuset, men er udenfor livsfare.

Aalborg Universitet oplyser i en SMS til TV2 Nord, at den 22-årige mand har fået skader på hænderne som følge af eksplosionen.

Derudover er tre børn kommet lettere til skade. De to af børnene er kørt til behandling på sygehus, mens det tredje barn havde mindre skader, der ikke var behandlingskrævende.

I alt var 40 personer til stede. Forældre til alle tilskadekomne børn er underrettet.

Læs mere her.